Figentræets nye
skud og blade på billedet skal symbolsk illustrere os kristne, som er et frugtmåltid for Herren. |
(Kilde: Fra Bibelens NT i Åb.22:1-5)
Når vi tror på Herren. Bliver vi ved Helligåndens hjælp i stand til at bringe vores synd til Faderen, som glædes derved. For når Faderen acceptere vores omvendelse viser han med Helligåndens gave til os, at vi har et ret forhold til ham. Det er med denne tro vi bliver taget op til Himlen og undgår døden, for Faderen tager os hjem til sig, når vi har fået et vidnesbyrd, han glæder sig over. Og han glæder sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til ham, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.
Alle som tror på Faderen lader sig vejlede af hans Helligånd til et lovlydigt liv, og får besked om både gode, farlige eller ubehagelige situationer. Som bl.a. nu her i det nye årtusindes forestående domsprofetier med hans straffedomme i form af, katastrofer, hævnaktioner og plager, der skal komme over jorden... - og tror på det, selvom der ikke er noget tegn på, at det vil komme. Vi vil adlyde, og i ærefrygt for ham få opbygget en tro for at rede vores familie. Det er på den måde vi skal forkynde dommen over den onde verden, og selv blive frelst på grund af vores accepteret tro fra Faderen. Når vi har denne tro, så er det vi bliver bedt om at forlade denne verden (åndeligt) og rejse mod et andet land (det Himmelske), som han vil give til os og vores familie i arv og eje. Vi tager af sted uden at vide, hvor vi kommer hen og i tillid til Faderen flytter vi fra sted til sted mod det land, vi er blevet lovet. Det samme gjorde vores forfædre, der jo også fik det samme løfte. For vi ser nemlig alle frem til at bo i byen med de evige grundvolde. Og det er kun den by som Faderen selv er både arkitekt og bygmester for, at vi får kraft til at blive en del af hans folk i. Og fordi vi tror på, at ham, der har givet løftet om sin søn, er til at stole på. Det er således vi bliver til Faderens folk. Selvom vi går på gravens rand her på jorden, bliver vi som et ene menneske til en del af et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred. Det folk, jeg omtaler her, skal alle dø med troen og have set løftet blive åndeligt opfyldt her på jorden. Samtidig med at vi skimter det endelige liv forude og hilser det velkomment, og vi siger helt klart, at vi kun er her som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord. Os, der taler sådan, viser nemlig, at vi er på udkig efter et hjemland. Hvis vi vil tænke på det land, vi oprindeligt kommer fra, kan vi vende tilbage dertil. Men vi længes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Faderen sig ikke ved at blive kaldt vores Fader, og han har en evigt strålende by parat til os.
Men Faderen sætter os på prøve, for at vi holder fast på vores tro med en parathed, til endda at ofre vores barn på alteret - også selvom det er vores eneste søn, som Faderen har givet os (det er gennem vores sønner slægten opbygges). Vi skal nemlig regne med, at Faderen kan oprejse sønnerne fra de døde (uomvendte), hvis det skulle være og få sønnerne tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde. Når vi har en sådan tro kan vi velsigne dem med fremtiden for øje, helt hen til lige før vi dør, og i tro takke Faderen for vores familie i tilbedelse. For Faderen vil sørge for inden vores død, at vi når at fortælle om, at han en dag fører os som er hans folk ud af denne verdens ørken. Og de tager vores jordiske rester med sig, hvis det skulle blive nødvendigt. For os der tilhøre Herren... - vores slægts navn skal altid kunne nævnes mindst to gange efter hindanden i en storby.
Når vi som forældre tror på Faderen, skjuler vi vores barn med hjælp fra Helligånden i så lang tid der skal til, hvis deres liv er i fare. Og vi er ikke bange for at trodse myndigheds ordre, fordi vi ved fra Helligånden, at de er Faderens udvalgte børn.
Det er også i tro, at vi indfører Faderens påske fordi vi ikke ønsker at døden skal gå ind i vores hjem og dræbe vores familie. Og vi tror på at vi går gennem Dåben som over tørt land og skal ledes fremad mod det himmelske land, ved Helligåndens hjælp. Imens hedninger, som forfølger os, alle sammen dør. Vi viser tro til Faderen, når vi på hans befaling vandre åndeligt rundt om hans himmelske storby i syv år, så byen åbnes. Og vi tror på at ved at hjælpe Faderens folk viser alle, at de tror på ham. Derfor skal nogle ikke blive dræbt sammen med dem, der er ulydige. Men der er mere endnu! For det tager lang tid at fortælle om alle os troshelte, der ved tro besejrer denne verden, regerende med retfærdighed og ser Faderens løfter blive opfyldt. Vi lukker løvers gab (symbol på Faderens fjender) og overlever brændende flammer (symbol på Faderens ilddåb) og undslipper overlegne mennesker, vi får ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slår fjendehære på flugt. Vi får tro til at få vores kære oprejst fra de døde (symbolsk som Lazarus døden). Nogle af os som tror på Faderen, vil blive tortureret til døde, fordi vi ikke vil fornægte vores tro. Vi vil hellere se frem til den kommende genopstandelse. Andre af os vil blive hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller bliver kastet i fængsel og lagt i lænker. Eller bliver stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Eller gå sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. Og fordi vi er for gode til denne verden, må nogle flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden. Men alle os, der er omtalt her, får et godt vidnesbyrd for vores tro, og opnår at se Faderens løfte opfyldt gennem den åndelige luge til himlen, for han har en større plan om, at vi skal nå målet, og få chancen for at komme med til det evige liv efter livet på jorden. (Kilde: Inspiration hentet fra Bibelen)
Nogle afsluttende Bibelske kundskabs ord:
Guds kirke af hans nåde